Sådan gøder og vander du krukker

I krukkerne er der som regel kun lidt plads til rødderne og sommerblomsterne skal nøjes med det vand og den gødning som haveejeren finder tid og lyst til at give.

 

Vi ønsker alle sammen at krukkerne, der er plantet til med sommerblomster, præsenterer sig på bedste vis hele sommeren. Men det kommer ikke helt af sig selv. Naturligvis hjælper det at vælge planter, der har en lang blomstringstid og som er sunde og stærke. Men sommerblomsterne skal ”fodres” jævnligt med vand og gødning for at yde deres bedste.

Vand giver vækst
Vandingen afhænger af hvor meget regn, der naturligt falder og om regnen overhovedet kan nå ned i krukkejorden. Når krukkerne er plantet helt tæt til, vil regnen ofte løbe af bladene og dryppe ned på fliserne udenfor krukken. Så selvom det er fugtigt i vejret, kan en finger stukket ned i krukkejorden afsløre, om planterne alligevel trænger til vanding.

Næring er nødvendig
Gødning – eller plantenæring er nødvendig for at sommerblomsterne både kan blomstre, gro og sætte nye blomsterknopper. Der er flere måder at gøde på – lad os for nemheds skyld koncentrere os om to af dem: Giv gødning én gang for alle eller hver gang du vander. 


Én gang for alle betyder at du, når krukkerne plantes til, blandes langtidsvirkende gødningspiller ned i krukkejorden. Det er beregnet til at frigive gødningen langsomt i takt med at det opløses af vandet så planterne kan optage de frigivne næringsstoffer. Når du vander, er det derfor altid med rent vand. 

Du kan også vælge at give gødningen i vandingsvandet, hver eller hveranden gang du vander. På den måde kan du hurtigt få en skrantende krukkes planter i topform, fordi næringsstofferne allerede er opløst i vand, der optages med det samme.  

 

@vielskerhaven