Træpæoner eller Paeonia suffruticosa,som de hedder på latin, stammer oprindeligt fra Kina, hvor de har været dyrket i over 1500 år. De findes i mange forskellige sorter og er kendetegnet ved deres træagtige stængler – deraf navnet træpæon.
Plantning
Træpæoner plantes i en almindelig, veldrænet havejord ca. 10-20 cm under jordoverfladen. Ved at plante dem dybt sikrer du dem endda mod frostskader.
Placering
Du bør placere dine træpæoner et sted, hvor der er lys og læ. Det er endvidere en god idé at placere dem ved en mur, et plankeværk eller lignende for at beskytte dem mod hård blæst.
Pasning
Det er en fordel at vande planten meget det første år og i tørre perioder. Du kan se, at planten trænger til vand, når dens blade begynder at hænge. Dette kan ligeledes være et tegn på, at planten får for meget sol.
I almindelig god havejord behøver træpæoner ingen gødning. Du kan dog tilføre kalk og kompost om foråret, hvis jorden er meget sandet.
Klipning
Det er ikke nødvendigt at klippe træpæoner, men du kan gøre det, hvis din plante er i god vækst. Husk dog at klippe den lige efter blomstringen, så den får blomster allerede foråret efter. Klippes træpæoner om efteråret, vil de ikke blomstre det efterfølgende år.
![]() |
![]() |