Græsset nyder efterårsvejret

Ikke kun menneskene har nydt det smukke efterårsvejr. Også mange af havens planter har forstået at udnytte situationen ikke mindst græsplænen.


En græsplæne bør ikke være alt for langhåret, når den går vinteren i møde, for langt græs lægger sig, og under stråene har skimmel og andre svampesygdomme gode vilkår. Græsset holder på fugten, og når blot fugtigheden er tilstrækkelig høj, kan svampesygdomme brede sig, selv når det er køligt. Så står haveejerne til en forskrækkelse, når foråret kommer.

Derfor skal græsset klippes og holdes kort, omkring tre centimeter, så længe det gror. Plænen skal ikke klippes så tit, som den skulle i sommer, men den gror stadig – og skal stadig klippes med mellemrum. Hvor længe den gror, afhænger af temperaturen i jorden, og her er det særligt nattefrosten, der tæller. Solskin er dejligt, men da solen står lavt, varmen den ikke særlig meget, så der skal mange solrige dage til at opveje en kold nat. Og da der bliver længere mellem dage med sol, falder jordtemperaturen, og plantevæksten aftager.

 

Det vil være en god idé at rive plænen igennem, når den er klippet – i hvert fald efter sidste klipning, hvornår den så end falder. Afklippet græs, der ligger og rådner mellem græsstråene, er fortrinlig grobund for mos. Og så har man måske undgået skimmel ved at klippe plænen sent, men har samtidig givet mosset et skub fremad.

Husk også at holde plænen nogenlunde fri for blade, så græsset får mest mulig lys – det giver den stærkeste plæne før vinteren. Et par blade hist og her gør ingen skade, men der skal være mere græs at se end blade – når det nu er så friskt og grønt.

@vielskerhaven