Ønsker du at flytte nogle af dine træer eller buske, skal du være opmærksom på flere ting. Herunder finder du lidt mere information om, f.eks. hvilke træer du kan flytte hvornår.
Hvilke træer kan flyttes og hvornår?
Løvfældende træer og buske kan flyttes i det tidlige forår og i det sene efterår. Dvs. i den tid, hvor de ikke har blade på.
Træer og buske, der blomstrer, før de får blade, flyttes bedst om efteråret.
Stedsegrønne planter kan flyttes i maj og august/september. Blomstrende stedsegrønne planter, som f.eks. rhododendron bør ikke flyttes, før de har afblomstret. Flytter du dem, mens de står i knop eller blomstrer, risikerer du, at knopper eller blomster falder af.
Reducering af toppen
Det er vigtigt, når du flytter et træ eller en busk, at du samtidig gør toppen mindre. Planter har et helt specielt forhold mellem top og rod, dvs. at de har præcis en så stor top, som roden kan forsyne. Når du flytter et træ, vil det være umuligt at få hele roden med, og netop derfor er det vigtigt, at du også klipper noget af toppen.
Fjern hver tredje gren i toppen helt, i stedet for at beskære f.eks. 1/3 del af hele toppen, da dette giver mindre vanris.
Undgå fremtidige flytninger
Flytter du et træ, skal du huske, at der skal være god plads til træet på det nye sted. På den måde undgår du, at du i fremtiden endnu en gang skal flytte dit træ, fordi det ikke har plads til at vokse.