Er der nogen, der har det hårdt i sommervarmen, er det sneglene. De kan jo ikke »gå uden for en dør« uden at risikere at tørre ud, inden de når frem. Og hvis de graver sig ned, for at finde lidt fugt og skygge, skal de efterhånden temmelig langt ned – og så er der langt til føden.
Så vejret giver dem, der har problemer med snegle, en pause i arbejdet med at holde dyrene fra havelågen. Det kan de glæde sig over, men om nogen varig lettelse er der næppe tale. Så snart vejret igen bliver normalt, vil sneglene hurtigt kunne etablere en normal bestand – og så må man på den igen.
Besøg af – eller bare frygten for et besøg af – den iberiske skovsnegl, også kaldet dræbersneglen - har tvunget mange til at gå i krig mod snegle. Men da det kan være svært at skelne dræbersneglen fra et par andre sneglearter - for eksempel den almindelige røde skovsnegl, som vi har levet med i fred og fordragelighed igennem tiderne – ryger der mange uskyldige og forholdvis uskyldige snegle med i kampen mod dræbersneglen. Og det er ikke alene urimeligt over for de uskyldige, det er uheldigt, fordi mange arter er fredede eller på anden måde beskyttede.
Derfor kan man på OBS natur finde en række billeder, så man kan se hvilken snegle, der er fundet inden man starter sin bekæmpelse.
Det mest effektive middel mod snegle i dag er Ferramol, som kan fås i planteskolen, og som drysses ud på jorden, hvor man ikke vil have snegle. Problemet er, at midlet mister sin virkning, når det bliver fugtigt, det vil sige i regnvejr eller når duggen falder, og så må man ud med en ny portion.
Se mere på her om hvordan du ser forskel på sneglene