Planteskole-ringen

Når hækken er blevet for bred

Tilbageskæring af gamle træagtige hække er vinterarbejde

På et tidspunkt bliver hækken måske for bred, det sker selv om man kun har øget tilvæksten med få centimeter hvert år.

Hvis hækken er et træ
De træagtige hække (f.eks. bøg, avnbøg, navr, røn, lærk) har som regel et solidt grenskelet og en gennemgående stamme. Fra stammen er sidegrenene fordelt jævnt ned langs stammen og hver sidegren forgrener sig ud mod siden af hækken og det er disse sidegrene, der er blevet for lange og har gjort hækken for bred.
Hækken rettes op ved en vinterbeskæring for at fremprovokere flest nye skud. Det første år skæres hele den ene side ind til hovedstammen, et par år efter når den side er blevet tæt og fin igen, skæres den anden side på samme måde.

Toppen kan tages sammen med én af siderne eller for sig selv, den kan med fordel klippes noget lavere end den ønskede færdige højde, for så kan den bygges op i løbet af nogle år og blive meget tæt.
Husk at gå hver plante efter for døde, syge og visne skud og grene, når I nu er i gang.

Hvis hækken er en busk
Nogle af de træagtige hække har ikke en gennemgående stamme og kan derfor ikke blive så slanke som de andre, det gælder for sargentsæble og tjørn. De skal også skæres tilbage i januar – februar, og her må man forestille sig hækkens færdige størrelse og så klippe lidt udenfor den. Det rette tidspunkt for en foryngelse af en hæk af sargents æble, , er i januar-februar, igen for at få flest muligt vanris.

Skær planterne ind så både højde og bredde er overskredet med 10–15 cm og gå så hver enkelt plante efter og juster klippet, sådan at hvert snit ligger lige uden for en grenvinkel. På den måde undgår man de mange stabbe, som tilbyder de skadelige svampe næring, mens de samler kræfter til et angreb ind i planten.

De bløde hække
Hvis ligusterhækken er blevet for tyk må den bare klippes godt ind, den har ikke noget grenskelet man kan klippe ind til, så her må man klippe ind og prøve at holde faconen på hækken.

De fritvoksende hække
Store høje fritvoksende hække af spirea kan let blive meget brede, og de er svære at gøre smallere. Der er 2 mulige løsninger der bliver pæne, den ene er en total nedklipning, det er en god løsning hvis hækken er tynd og bar forneden.
Den anden mulighed er en almindelig foryngelsesbeskæring, hvor der fjernes ca. ¼ af grenene 10cm over jorden. Det er ikke en god løsning at begynde at klippe en fritvoksende blomstrende hæk på siderne, dels forsvinder buskens vækstform og dels klippes en stor mængde blomster af.