Asparges snaps

At kunne dyrke sine egne asparges er bare skønt.
Det, at kunne stikke sine egne asparges hver dag, er en lise for sjælen. Når de grønne asparges er over jorden, så kan man næsten se dem vokse minut for minut. Der findes heller ikke noget bedre end at spise de helt friske asparges direkte fra bedet.


af forfatter Niels Stærup

Det kræver lidt forberedelse og tålmodighed, at få startet sit aspargesbed op.
De første 2 – 3 år må man nemlig ikke nyde de grønne asparges, der kommer frem.
Når denne periode er overstået, så har man til gengæld asparges de næste 15 – 20 år.
Asparges, er en gammel kulturplante. Planten var kendt af ægypterne for 5000-6000 år siden og romerne dyrkede allerede asparges for over 2000 år siden.
Dyrkning af asparges i Danmark kendes først fra det 17. århundrede.
Man finder en opskrift for tilberedelse af asparges allerede i den ældst bevarede kogebog, nemlig Apicius' De re coquinaria, (200-tallet e.Kr.) i bind 3.
 
 
Opskrift
En flaske vodka på 70 cl. (jeg bruger den billigste)
Et stort glas med skruelåg – min. 1 liter
 
Til denne opskrift bliver det bedste resultat, hvis du bruger rødderne.
 
Du skal bruge 5 – 8 stykker a 10 – 15 cm.
Hæld rødderne i dit glas og tilsæt din vodka
Lad det trække ca. 14 dage (smag evt. undervejs)
Si herefter rødderne fra og hæld snapsen på en karaffel eller flaske.
Lad snapsen lagre 2 uger inden den nydes
 
Til din aspargessnaps kan du med fordel nyde en aspargesøl, som produceres af Herslev Bryghus.
 
Den lægelige historie
Asparges er en kaloriefattig plante, som indeholder folat og kalium, og stilkene indeholder store mængder af antioxydanter.
Asparges indeholder flere essentielle næringsstoffer: Seks skud indeholder 135 mikrogram folat, (hvilket er halvdelen af den anbefalede mængde til voksne personer) og 20 milligram kalium.
Undersøgelser tyder på at folat er medvirkende til at styre mængden af homocysteine - et stof som kan optræde i større mængde hos patienter med hjertesygdomme. Folat er også et essentielt stof for gravide kvinder, da det beskytter mod defekter i fosterets nervesystem.
Folk, der er døde af Alzheimers, har et meget lavt niveau af folat.
Asparges indeholder bl.a. asparagin og sukker. Planten er kraftigt vanddrivende og er brugt til at rense blod og nyrer. Roden har man brugt mod tandpine.
Fortidens læger havde den opfattelse, at asparges virkede modsat på mænd og kvinder. Hos mænd ville øget indtagelse af asparges øge frugtbarheden, og det modsatte ville være tilfældet hos kvinder.
I Tyskland sagde man tidligere, at rigtig fine asparges kan få kvinder til at rødme, og mænd til at blegne af misundelse.
Frøene er blevet brugt som kaffeerstatning. Grønne asparges er en god c-vitaminkilde.
 
Bærrene er giftige.

Se flere opskrifter på www.kryddersnapse.dk eller følg med på facebook kryddersnapse.dk


@vielskerhaven